Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Antistof

november 20 19:00 - 21:00

Kom til et naturvidenskabeligt foredrag som bliver livestreamet fra Aarhus Universitet.

Kom og find en stol på Juelsminde Bibliotek og få hjernen tanket op med spændende viden, når der bliver transmitteret direkte fra foredrag på Aarhus Universitet.

Forelæsningen omhandler antistof og er med professor i fysik Jeffrey S. Hangst, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.

I de seneste år er fysikerne blevet i stand til at producere og studere antistof, på måder som for få årtier siden blev betragtet som ren science fiction. Studier af antistof kan måske afsløre hvorfor stjerner, planeter, og mennesker faktisk er til.

Ordet ”antistof” fremkalder ofte vilde forestillinger om f.eks. dommedagsvåben eller energikilde til rumskibe. Men hvad er de videnskabelige facts om antistof?  Og hvorfor er der så stor interesse for dette gådefulde antistof?

Fordi universet slet ikke burde eksistere. For da universet opstod ved Big Bang, burde der være skabt lige meget stof og antistof, og det ville tilintetgøre hinanden. Men antistoffet er pist forsvundet.

Så derfor gemmer studier af antistof måske på nøglen til at forstå hvorfor at f.eks. stjerner, planeter og mennesker faktisk er til.

I foredraget vil du få en introduktion til fysikernes teori bag antistof og dernæst en dybere gennemgang af det eneste antistofatom som det er lykkedes forskerne at fremstille: antihydrogen. Antihydrogen, som også kaldes antibrint, er antistof-modstykket til det mindste atom i vores almindelige stofverden, hydrogen – hvis struktur Niels Bohr optrevlede for mere end 100 år siden.

Aftenens forelæser, Jeff Hangst, leder et af eksperimenterne på CERN, det fælleseuropæiske center for partikelfysik. Hans forskergruppe, ALPHA, har for nyligt opnået en række gennembrud – dels i at fremstille og fange antihydrogen, dels i forståelsen af om hydrogen og antihydrogen opfører sig ”ens” og adlyder de samme fysiklove.

Ifølge de nuværende teorier bør de være perfekte spejlbilleder af hinanden. ALPHA-eksperimentet ved CERN vil måske også snart give svar på spørgsmålet: falder antistof opad eller nedad?

Det er gratis og kræver ingen tilmelding, så hvis du godt kunne tænke dig at komme med til dette spændene og indsigtsrige foredrag, kan du klikke her for mere information.

Detaljer

Dato:
november 20
Tidspunkt:
19:00 - 21:00

Sted

Juelsminde Bibliotek
Wedelsgade 1
Juelsminde, 7130 Danmark
+ Google Map