Byrådet har besluttet at ansætte 47-årige Jonas Kroustrup som direktør for en ny forvaltning, der samler kommunens områder for Vækst, Teknik og Fællesskab.  Den nye direktør tiltræder 1. december.

Den nye direktør kommer fra en stilling som chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, hvor han var leder af fem afdelinger med i alt ca. 160 medarbejdere, ligesom han var en del af den samlede koncernledelse. Han har også tidligere været ansat som chef i Vejle Kommune og på Teknologisk Institut, hvor han blandt andet har arbejdet med helhedsplanlægning, erhvervs- og byudvikling, samt klima.

Han har en kandidatuddannelse i informationsvidenskab fra Aarhus Universitet med speciale i offentlig ledelse, som han løbende har suppleret med efteruddannelse i f.eks. organisationsudvikling og kontraktstyring.

Det er med andre ord en leder med stor erfaring i forhold til mulighederne og udfordringerne for en kommune i vækst, som det er tilfældet med Hedensted Kommune. Desuden har han i Skanderborg Kommune udarbejdet nye politikker og handleplaner, som har været med til at bringe kommunen i front på den grønne dagsorden.

”Jeg er utrolig glad for at komme til Hedensted Kommune, og ser frem til et rigtig godt samarbejde om realiseringen af de stærke og ambitiøse politiske mål for kommunens udvikling. Med placeringen i det jyske vækstbånd i Østjylland, og tæt på Trekantområdet, har kommunen nogle enestående muligheder for erhvervsudvikling og bosætning, som skal indfries. Det glæder jeg mig til at tage fat på”, siger Jonas Kroustrup.

I Hedensted Kommune ser også kommunaldirektør Steinar Eggen Kristensen frem til samarbejdet med den nye direktør om kommunens fortsatte udvikling og vækst.

Vi er utroligt glade for at kunne ansætte Jonas Kroustrup som direktør her i Hedensted Kommune. Jonas har den viden og erfaring, der skal til for at kunne omsætte vores ønsker til bl.a. strategisk udvikling af vores centerbyer og mindre bysamfund, klimaforbedringer og vækst i antal borgere og arbejdspladser til handling. Vi ser frem til samarbejdet”.

 

Del på sociale medier