Hedensted Kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Taxa:

Når børn, ældre, handicappede og syge borgere skal fra a til b, betales transporten af kommunen. Efter et udbud skifter kommunen nu selskab. 

Opgaven om den kommunale kørsel har netop været i udbud, og 10 selskaber bød ind. Det blev pp busser A/S fra Hasselager ved Aarhus, der vandt opgaven.

I det fremtidige samarbejde mellem Hedensted Kommune og pp busser vil der blive lagt stor vægt på, at det er de samme chauffør, der kører turene. pp busser er desuden meget interesserede i at ansætte de tidligere chauffører fra Hedensted Taxi og Juelsminde bilen, som ikke har budt ind på opgaven.

pp busser har solid erfaring med at køre med ældre, børn og handicappede. I 30 år har selskabet kørt for Stensagerskolen i Viby, der rummer 230 elever med bl.a. gennemgribende udviklingsforstyrrelser, autisme og psykisk udviklingshæmning. Dertil kommer 9 års erfaring fra Langagerskolen i Århus – en specialskole for børn med autisme og/eller svær ADHD samt 18 års erfaring med kørsel for en række dagcentre og aktivitetscentre i Århus, herunder ældre mennesker med og uden hjælpemidler, demente borgere og borgere i re-habiliteringsforløb.

pp busser er samtidig på udkig efter et egnet garageanlæg i Hedensted Kommune, hvor bilerne kan holde om natten, og hvor de kan blive serviceret.

Da Hedensted i 2015 lavede det forrige udbud var det som en samlet pakke, hvor alle biler, planlægning og afvikling af turene skete hos én vognmand. Det har de seneste 4 år været varetaget af Hedensted Taxi til Hedensted Kommunes store tilfredshed.

Ud fra erfaringer fra andre kommuner, vurderer kommunen dog, at den kan spare penge ved selv at stå for koordinering af de mange kørsler og hyre et vognmandsfirma til at udføre selve kørslen. 

”I Hedensted Kommune har vi ganske store udgifter til forskellige former for kommunal kørsel. Vi vurderer, at vi kan spare en pæn sum penge ved selv at koordinere og afvikle de mange kørsler. Vel at mærke uden forringelser i serviceniveauet”, fortæller Liselotte Hillestrøm, der er formand for Udvalget for Fritid & Fællesskab.

Da det nu er kommunen, og ikke vognmanden, der står for planlægningen og afviklingen af turene, har Hedensted Taxi ikke haft mulighed for at videreføre deres nuværende forretningsmodel, hvorfor de sammen med Juelsminde Bilen har valgt ikke at byde på opgaven.

”Vi har været meget glade for samarbejdet med Hedensted Taxi og beklager, at de ikke har kunne byde ind på opgaven. Vi håber, at chaufførerne er indstillede på dialog med pp busser om ansættelse der, i stedet.”, siger Liselotte Hillestrøm.

Med ny leverandør både i forhold til kørsel og koordinering vil der naturligvis ske en række forandringer, men ikke forringelser. Ved bestilling af transport skal man eksempelvis ringe til et andet telefonnummer end i dag, nærmere betegnet til kommunens nye kørselskontor. De berørte borgere vil blive informeret direkte om ændringerne.

Fakta om priser:

Pt. er Hedensted Taxi’s timepris fra 1.029 kr. for en lille bil og til 1.275 kr. for en liftbus. Pp bussers tilsvarende priser er 350 kr. og 434 kr.

Hedensted Taxi’s priser er inklusiv udgift til eget kørselskontor.

4 andre vognmænd bød med priser, der ligger meget tæt på pp Bussers priser.

For mere information:

Liselotte Hillestrøm, Formand for Udvalget for Fritid & Fællesskab, 30383237

Lars Oksbjerre, Kørselskoordinator, 24341211

Med venlig hilsen

Britt Harboe
Kommunikationschef

HR, Politik og Udvikling
Niels Espes Vej 8,8722 Hedensted
Britt.Harboe@Hedensted.dk