Hedensted Kommune søger lige nu besøgsbabyer til plejecentre i hele kommunen.

– “Nogle plejecentre har allerede haft besøgsbabyer, men vi vil gerne være med til at sprede budskabet, så plejecentre i hele kommunen kan få glæde af et besøg”, fortæller frivilligkoordinator ved Hedensted Kommune Malene Skovbakke og fortsætter:
– “Babyer og børn i det hele taget er med til at sprede lidt glæde hos de ældre, som måske pludselig selv kan huske et barnebarn”.

Én der allerede har været på besøg på Bøgely Plejecenter med sine børn er dagplejer Anette Hjort Hansen, der har startet “Anemonen – Privat Børnepasning” i Hedensted.

– “Jeg kontaktede selv Bøgely Plejecenter og spurgte, om vi måtte komme på besøg, og det måtte vi hjertens gerne. Vi har nu været på besøg to gange og skal helt sikkert afsted igen”, fortæller Anette Hjort Hansen, der har været afsted med en fire fem børn hver gang.

– “For børnene giver det lidt adspredelse i hverdagen, men for de ældre giver det så meget mere. De liver helt op, når børnene kommer, og de vil alle gerne snakke sammen. Sidste gang vi var afsted, mødte vi en ældre dement herre, der havde fået et negativt gemyt. Men han lyste helt op, da han så et af mine børn. Pludselig smilede han, som personalet aldrig havde set ham gøre, og mit barn fik lov at få køreture i hans rullestol. Der var ingen tvivl om, at de to bare fandt hinanden, og det var en god oplevelse for dem begge”, betoner dagplejeren.

Når dagplejen er på besøg, så bliver der snakket og sunget sange sammen med de ældre. Efterfølgende er der boller og saftevand, hvor børnene sidder mellem de ældre.

– “Når vi sidder og spiser ved bordene, så er det tydeligt, at de ældre bliver meget beskyttende over for børnene og hjælper dem, det de kan, så det kan kun anbefales at besøge et plejecenter med børn”, pointerer Anette Hjort Hansen.

– “Hvis man går hjemme på barsel og har lyst til at komme på besøg hos et plejehjem med sin baby, er man velkommen til at kontakte plejecentret selv. Men jeg står også gerne til rådighed for formidling af kontakt, hvis man ønsker det. Og det er også tilladt at komme på besøg med ældre børn”, lyder det fra Malene Skovbakke.

På billederne kan du se, Anette’s børn hygge sig med de ældre, og hvilke plejecentre der gerne vil have besøg samt Malene Skovbakkes kontaktinformationer.