Hedensted Løsning Køreskole har fået en længere venteliste, efter det blev vedtaget, at 17-årige måtte begynde at tage kørekort. Derfor har de nu sat gang i et generationsskifte.

– “Vi begyndte så småt for et år siden at tale om, at min datter Vivi List skulle starte som kørelærer og overtage køreskolen på sigt. Men nu hvor vi har så lang venteliste, så var det enten at ansætte en kørelærer eller få Vivi ind i forretningen“, fortæller Yvonne Egedal, der i dag er indehaver af Hedensted Løsning Køreskole efter i mange år at have drevet Løsning Køreskole, mens hendes mand Ole Skovsbo havde Hedensted Køreskole.

De to køreskoler er siden blevet lagt sammen, og i dag underviser Ole på AMU kurser til lastbil og busser i Vejen, mens Yvonne er alene om at drive Hedensted Løsning Køreskole, men nu er hun ikke alene mere.

– “Jeg startede faktisk for nogle år siden på uddannelsen til kørelærer, men fik det aldrig gjort færdig, så det er bestemt ikke en ny tanke at blive kørelærer. Derfor betænkte jeg mig heller ikke, da min mor begyndte at tale om et generationsskifte. Nu har jeg mit første hold, og det går rigtig godt, så min plan er at drive køreskolen til, jeg bliver pensionist“, siger Vivi List med et grin.

– “Jeg synes, det er rigtig dejligt, at Vivi vil fortsætte køreskolen, så de unge kan lære at køre bil lokalt i stedet for at skulle til Vejle og Horsens, og med Vivi’s hjælp kan vi nu få bragt ventelisten ned“, lyder det fra Yvonne Egedal.

Men det er ikke kun på forretningsdelen, der er generationsskifte.

– “Vi har de senere år haft elever fra forældre, der tidligere har taget kørekort ved os, så noget rigtigt må vi jo have gjort, siden de sender deres børn om til os“, griner Yvonne Egedal.

Vivi List har selv en datter på 16, og Asta List skal naturligvis tage kørekort hos sin mor næste år, men hvorvidt hun bliver 3. generation i familiefirmaet, vil hun endnu ikke spå om.