I næsten 40 år har Hedensted Sognegård dannet rammen om forskellige begivenheder. Flere generationer af familier har holdt deres private fødselsdage og bryllupsdage eller sendt deres kære afsted på den sidste rejse med en god kop kaffe. Men Sognegården bliver også brugt til møder i flere afskygninger, og kaffebord til de store turistbusser samt den store mængde mad, der leveres ud af huset. Så der er nok at se til for den snart 62-årige ejer.

Men de sidste år er Bo Rasmussen ufrivilligt havnet i en debat omkring hans virksomhed, og det er han ved at være godt træt af.
-“Jeg synes, folk skal lade være med at blande sig i, om Sognegården skal ligge et andet sted eller blive her. Jeg blander mig jo heller ikke i deres virksomheder. Og hvorfor skal Sognegården flyttes? Den ligger fint her i midtbyen“, pointerer Bo Rasmussen, der har set mange forskellige byplaner for netop det stykke, hvor Sognegården ligger.

Integreret Sognegård
-“Da SuperBrugsen købte bygningerne var det med henblik på, at Sognegården skulle blive her, og det garanterede formanden også sidste år ved deres generalforsamling, så jeg forstår slet ikke den debat omkring min virksomhed. I mange af de tegninger for midtbyen her, som flere arkitekter er fremkommet med, har Sognegården været en integreret del af en større bygning, der blandt andet også har indeholdt et kulturhus og biograf, så hvorfor der nu snakkes om, at Sognegården skal flyttes et andet sted hen, giver ingen mening“, siger Bo Rasmussen og fortsætter:
-“Der har også været planer for et supermarked ved siden af på grunden, hvor Hedensted Avis lå, men det blev afvist. I stedet er der så givet tilladelse til, at Rema 1000 kunne flytte uden for byen, og Lidl kunne bygge på den anden side af Fakta. Hvorfor kunne Rema eller Lidl ikke ligge her ved siden af Sognegården? Det er jo kommunen, der i sidste ende har godkendt lokalplanerne“, siger Bo Rasmussen

Politisk spil
Selv mener indehaveren, at valgkampagner spiller en væsentlig rolle i debatten om Sognegårdens lokation.
-“Jeg så det sidste gang, der var valg, og nu sker det igen. Der kommer flere byplaner og tegninger frem fra de forskellige politiker, men der sker aldrig noget alligevel, så det er vel bare en del af det politiske spil, at de skal tage sig bedre ud under valgkampen“, lyder det fra Bo Rasmussen, der ifølge ham selv fortsat vil være i spidsen for Hedensted Sognegård de næste mange år frem – med adresse på Bytorvet.